Honda Motor Company Ltd. startede op i den japanske by Hamamatsu tilbage i 1946. Her er der tale om verdens førende motorcykelproducent, og derfor kan vi naturligvis ikke komme udenom at gennemgå deres historie her på siden.

Grundlæggelsen af Honda

Soichiro Honda havde en interesse i biler hele sit liv. Han arbejdede som mekaniker, hvor han tunede biler og kørte dem i gaderæs. I 1937 grundlagde Soichiro sin første virksomhed, som fik navnet Tokai Seiki.

Denne virksomhed fremstillede stempelringe, men to katastrofale begivenheder i Japan fik fatale konsekvenser for Tokai Seiki. Først var der et bombeangreb under krigen i 1944, som ødelagde virksomhedens fabrik i Yamashita. Kort derefter oplevede Japan et ødelæggende jordskælv den 13. januar 1945, som gjorde, at virksomhedens fabrik i Itawa kollapsede.

Soichiro Honda valgte efter krigen at sælge resterne af virksomheden til Toyota, og han brugte de overskydende penge til at grundlægge det, vi i dag kender som Honda. Soichiro Honda grundlagde bil- og motorcykelproducenten som et teknisk forskningsinstitut i 1946, og i 1948 blev det omdannet til Honda Motor Co.

Efter krigen skulle Japan motoriseres på hurtig og billig vis, og derfor kom Honda op med en ide om at eftermontere overskudsmotorer fra generatorer og sætte dem fast på cykler, hvilket førte til den motoriserede cykel, der hurtigt blev til et kæmpe hit.

I 1947 videreudviklede den japanske virksomhed sin succesrige motoriserede cykel, som nu fik et trendy, smart og elegant design. Samme år producerede Honda også deres første motor. Kun to år skulle verden vente på at kunne køre på den første motorcykel. I 1949 lancerede Honda deres første Honda motorcykel fra bunden, som blev døbt Dream D-Type.

I 1958 lancerede virksomheden Honda Super Club, som var en prisvenlig og enkel motorcykel, der skulle sælges over hele verden. Her fik flere tusinde personer mulighed for nemt og billigt at komme fra A til B. Derfor blev denne super motorcykel til det bedst sælgende motoriserede transportmiddel nogensinde, og direkte efterkommere af Honda Super Club produceres stadigvæk den dag i dag.

Verdens førende motorcykelproducent

I begyndelsen producerede den japanske virksomhed knallerter, men allerede i 1960’erne kunne de kalde sig for verdens førende motorcykelproducent. I samme årti kom den første Honda bil på gaden, da Honda S500 sportsbilen blev produceret i oktober 1963.

Ud over at være verdens førende motorcykelproducent var Honda også verdens 7. største bilfabrikant i 2010. Her kom de bagefter Toyota Meter, General Motors, Volkswagen AG, Hyundai Motor Group, Ford Motor Company og Nissan Motor på listen.

For kort tid siden nåede den japanske producent en sand milepæl, da bilproduktionen nåede 100 millioner i 2016. Det samlede salg af Honda motorcykler og scootere ramte 300 millioner to år før i 2014.

Honda er også i luften

Mens konkurrenterne fra Kawasaki har produceret rumskibe længe, er det ikke længe siden at Honda kom i luften. I 2015 blev verden introduceret for luksusjetten HondaJet, som kan flyve intet mindre end 782 km/t. Nu kan Honda fans altså også blive transporteret i luften og der er plads til seks personer i en HondaJet, der har en rækkevidde på mere end 2.200 km.